SVENDBORGSUND
HØJSKOLE

Svendborgsund Højskole er en højskole bygget på den grundtvigske højskoletradition. Her hyldes åndsfrihed, folkelighed, livsoplysning, mangfoldighed og fællesskab som de centrale værdier.

Med sin placering i Svendborg, er Svendborgsund Højskole en åben højskole, som i høj grad ser sig selv som en integreret del af det i forvejen vidt forgrenede og velfungerende kulturliv i det sydfynske område. Naturen, øhavsstien, øhavet, det maritime miljø, musikken, teaterlivet og det stærke uddannelses- og idrætsliv ser vi som naturlige partnere i ambitionen om at skabe en levende højskole, som er en garanti for oplevelser, læring og fordybelse.

Svendborgsund Højskole rækker ud til mange partnere i et aktivt samarbejde med lokale og regionale aktører, ligesom højskolen gerne samtænker aktiviteter og kurser med lokale begivenheder som for eksempel SPULT (Sports- og kulturfestivalen), SVEND (Svendborgs filmfestival) og Kulinarisk Sydfyn (Svendborgs fødevarefestivaler). Højskolen tænker også lokale begivenheder som koncerter, teaterforestillinger eller andre kulturbegivenheder ind i kursusprogrammet.

Svendborgsund Højskole udbyder året rundt kurser af en til to ugers varighed. Kurserne tilbydes til seniorer i hele landet. Nogle af kurserne vil henvende sig til flere aldersgrupper, så man f.eks. kan holde efterårsferie med sine børnebørn i højskolens dejlige rammer.

Årets mange kursustilbud er alsidige i indholdet, og er af høj faglig kvalitet og afvekslende i sin formidling. Her går krop og ånd hånd i hånd. Kurserne vil gerne bidrage til kursisternes alsidige dannelse gennem nye møder mellem mennesker, møder med kunst, historie, politik og natur og derigennem vedligeholde engagementet, virkelysten og livsglæden.

Kursustilbuddene henvender sig både til døgnkursister og til dagskursister, der bor i området, og om deltager i dag og aftenprogrammet men sover hjemme. Flere koncerter, foredrag, sangaftner og lignende vil derudover være åbne for lokale borgere, for højskolen er et kulturmødested for områdets mange seniorer og en aktiv medspiller i det sydfynske kulturliv.

Svendborgsund Højskole er af natur åben i sit udtryk. Verdens aktuelle tilstand tænkes ofte ind i kursuspro-grammet, som ellers hviler på tre stærke ben:

Bæredygtighed
Nordisk samarbejde
Natur og krop

Bæredygtighed
Begrebet forstås i bred forstand. Der udbydes kurser med fokus på det bæredygtige liv i alle dets former og muligheder. Det kan være alt fra genbrugsværksted over bæredygtig madlavning til debatter om energi og grøn omstilling.

Nordisk samarbejde
Svendborgsund Højskole ser nordisk samhørighed som en stor mulighed såvel politisk som folkeligt. Kurserne kan være om nordisk litteratur, tonen i nordisk musik, teater og kultur og/eller indeholde høringer, debatter, foredrag og konferencer om nordens historie, forsvarssamarbejde eller sproglig samhøringhed.

Natur og krop
Svendborgsund Højskole udforsker og oplever naturen. Den sydfynske natur er særlig med øhavet, de kuperede landskaber og masser af oplevelsesmuligheder lige udenfor døren. Naturen kalder også på kropslig aktivitet, på idrætsaktiviteter, vandring og sejlads. Kurserne kan indeholde svampeture, udflugter til bøgens spejling nær salten østerstrand og foredrag om den særlige håndboldkultur i GOG. Kombineret med besøg på Forsorgsmuseet, SAK eller en af BaggårdTeatrets populære lydvandringer.